
Inden vi ser på de forskellige typer af tekster, skal vi først have hovedkategorierne på plads: Skønlitteratur, faglitteratur og sagprosa.
Skønlitteratur er fiktive tekster. De kan være 100% fiktive, eller være delvist fiktive. Derudover kan skønlitteratur inddeles i 3 grupper:
Epik – Indeholder fortællende teksttyper, der fortæller en handling, såsom: Eventyr, romaner og noveller.
Drama – Indeholder visende teksttyper, der viser en handling, såsom: Manuskripter til tv og teaterscenen, hvor en historie bliver vist.
Lyrik – Indeholder udtrykkende teksttyper, der udtrykker en handling, stemning eller følelser, såsom: Sangtekster og digte.
Faglitteratur er tekster der indeholder og formidler faglig viden om virkeligheden. Det kan være tekster som beskriver politik, dyr, lande, religion, historie, osv.
Eksempler på faglitteratur er f.eks.:
Undervisningsbøger, gør-det-selv-bøger, rejsehåndbøger, kogebøger, ordbøger, manualer, osv.
Faglitterære værker har til opgave at fortælle og formidle faglig viden fra virkeligheden. Dog kan den nogle gange være svært at skelne faglitterære tekster fra sagprosa.
Sagprosa er tekster, der også omhandler den virkelige verden, men på en anden måde end faglitteratur. Sagprosa omhandler sager, som er sket eller sker, og er langt mere præget af personlige holdninger og meninger, end faglitteratur som trækker på viden. Sagprosa er f.eks.:
Debatter (programmer, podcast, osv.), anmeldelser, kronikker, læserbreve, nyhedsartikler, Kongens nytårstale, interview, osv.
Forskellen på sagprosa og faglitteratur, kan findes i starten af ordet, på dem begge. Faglitteratur – faglig viden. Sagprosa – sager fra det virkelige liv. De er hver især sin egen kategori, dog kan nogle teksttyper, som bl.a. interview og biografi, forekomme hos dem begge.
Fiktion, refleksion, opinion og information
Når det kommer til teksttyper, kan de yderligere inddeles i 4 hovedgenrer:
Fiktion
Refleksion
Opinion
Information
Fiktion hører til skønlitteraturen – og har flere forskellige teksttyper, som f.eks.:
Manuskript
Eventyr
Lyrik
Noveller
Romaner
Tegnefilm
Spillefilm
Osv.
Fiktion er tekster, som forfatteren selv har fundet på, men de kan også tage udgangspunkt, i virkelige hændelser. Men selvom noget er baseret på, eller inspireret af, det virkelige liv, er teksterne stadig noget som kommer fra forfatterens fantasi. Dette gælder også tekster, der indeholder faktuelle informationer, når de bliver blandet med påfund fra forfatteren.
refleksion hører til sagprosa – og har også forskellige teksttyper at byde på, som f.eks.:
Personligt- eller formelt brev
Essay
Erindring
Dagbog
Blog
Refleksion er tekster, hvor forfatteren tænker højt, og har en indre diskussion, mens han grubler over et emne. Refleksioner består af observationer, erfaringer, synspunkter og tanker, hvis opgave er at give inspiration, til læseren.
Opinion hører til sagprosa – og indeholder teksttyper, såsom:
Anmeldelse
Debatindlæg
Læserbrev
Kronik
Kommentar
Klumme
Opinion er tekster, hvor en journalist eller forfatter har mulighed for at dele personlige holdninger og meninger. Derfor er opinion tekster subjektive, fordi de indeholder afsenderens holdning. Opinionstekster kan provokere, inspirere og overbevise læseren, med sine synspunkter og argumentationer.
Information hører til faglitteraturen – og indeholder teksttyper, som f.eks.:
Nyhedsartikel
Kampagnetekst
Interview
Reportage
Pressemeddelelse
Artikler
Dokumentarfilm
Brochure
Portrætartikler
Information er tekster, hvor en journalist fortæller om en begivenhed eller emne. Her anvender journalisten fakta og interviews om begivenheden, og er oftest objektiv i sine tekster. Mange begivenheder eller emner har ”flere” sider, og en journalist vælger oftest en side, at fortælle ud fra. Informationstekster oplyser og informerer læseren om en begivenhed, eller et emne.
Der findes mange flere teksttyper, men forhåbentlig giver dette dig et indblik i, hvordan du kan kategorisere dem. Teksttyper er stadig under udvikling, ligesom det danske sprog, da der kommer nye typer til. Det kan være svært at vide med alle teksttyper, hvilke genrer og kategorier de hører ind under, især fordi de kan indeholde elementer fra flere forskellige, men ved at huske på forskellene på skønlitteratur, faglitteratur og sagprosa, samt fiktion, refleksion, opinion og information, kan det blive nemmere at holde styr på.
Kilder
Skrevet af Daniela Nordgård – SoMe- og CC-praktikant